Juvenal er den sidste af de romerske verssatirikere og den sidste af de antikke storbydigtere. Han skrev sine verssatirer i første halvdel af 2. årh., da Romerrigets magt var på sit højeste. Juvenals to første bøger, som er samlet her, er ét langt raseriudbrud på heksametervers. Oversat og med forord af Harald Voetmann.
Uddrag fra bogen:
Bliv ikke narret af dét: Hele byen er propfuld af disse
sexgale dydsprædikanter. Du spiller forarget, men du er
selv det mest udslidte hul blandt sokratiske pikslikkerdrenge.
Vel er din hårede krop, dine armes stride behåring
tegn på en alvorsfuld sjæl, men lægen må fnisende skære
i hæmoriderne, som svulmer op i dit plukkede røvhul.
Tavse og tænksomme virker de og deres karseklip synes
mandigt; og derfor er selv Peribomius langt mere ærlig,
mere oprigtig end dem, for hans ansigt og gangart fortæller
straks om den sygdom, jeg derfor må tro er hans
rædsomme skæbne.
Den fyr er bare så dum, at man ynker ham; dén grad af
vanvid
viser, at han ikke kan gøre for det. De andre er værre,
når de på én gang formaner med tordnende ord og selv
ryster
med deres røv. “Skal jeg frygte dig, Sextus? Du står jo og
twerker!”
siger den fæle Varillus, “Er du mere dydig, end jeg er?”