Tiarnia er de tre sidste digtsamlinger Pentti Saarikoski skrev, samlet i et bind: Dansegulvet på bjerget fra 1976, Spil op til dans fra 1980 og Den dunkles danse 1983.

Fra Peter Laugesens forord:

Saarikoski døde af druk 46 år gammel, i 1983, samme år som Hämärän tanssit, sidste bind i nærværende trilogi, blev færdig. “Hvad skal vi sige, når folk mener, det er en dødsbog?” som Mia Berner, Pentti Saarikoskis livsledsager gennem de sidste år, spørger i en lille bagatel af en rejsebog fra Bretagne, en af de sidste ture, den døende digter nåede at foretage til verdens udkanter.
En dødsbog var det, fordi digteren døde, da den var skrevet, men den handler ikke mere om døden end en hvilken som helst af hans øvrige bøger. Der er ingen grund til at romantisere hans ude fra set forvirrede og retningsløse liv. Inde i værket var der aldrig nogen tvivl om, at det en dag ville slutte. Det kunne være sket hvor som helst. Det er en del af dets praksis.


Pressen skrev:
"Den legendariske, alkoholsvækkede boheme Pentti Saarikoski, der døde kun 46 år gammel i 1983, nåede lige at færdiggøre danse-trilogien 'Tiarnia,' der består af digtsamlingerne 'Dansegulvet på bjerget' og 'Spil op til dans' samt det fabelagtige langdigt 'Den dunkles danse.' Tilsammen danner de tre bøger en slags 'lyrisk afrunding' på et stort finsk forfatterskab, der forener inspiration fra den amerikanske beat-litteratur med 'et sanseligt tilstedevær i den nordiske natur."
Jørgen Johansen, Berlingske Tidende ***** 


"Mange har romantiseret det forhold, at den lærde finske poet Pentti Saarikoski drak som en svamp. Alkohol gjorde ham nu ikke til en bedre forfatter, kun til en forfatter med en kortere karriere. Han døde som 46-årig, men disse tre billedrige digtsamlinger, som han samlede i ét bind til en art poetisk testamente, holder i den grad, og er fremragende oversat af Helena Idström"
Thomas Bredsdorff, Politiken *****

Uddrag fra bogen:

himlen var klar nu
jeg betragtede træernes nøgne grene som var de mine egne fingre
så stod jeg midt i en nåleskov
tænkte at der ikke fandtes noget grønnere grønt
end et grantræ når det har regnet i næsten fire uger
og vejret pludselig klarer op
I bussen sad der skolebørn og ældre kvinder
der sad jeg mellem dem, på en måde i klemme
da jeg jo ikke hørte til hos nogen af dem
Ingen stat er i virkeligheden stor eller uafhængig
for den uafhængige falder, den selvstændige bliver kvalt og den store
har brug for så mange ben at den snubler over dem
jeg så på skolebørnene mens jeg tænkte
og tænkte mens jeg så på de ældre kvinder
at tænke er mit arbejde
Også birkeskoven er smuk der hvor vejen drejer op ad bakken
også jeg er et skib der forliser
men ikke en verden
som et menneske blandt mennesker, jeg døser hen, håret hænger
Der er ingen forskel
på de unge og de ældre menneskers ansigter
de unge er allerede gamle, de gamle er stadig unge
Anderledes kan jeg ikke, netop nu
forklare min sorg
tiden er ikke noget man kan gribe om
På vej hjem, himlen
da jeg så op på himlen
gik jeg med langsomme skridt for det jeg bar på var tungt
himlen var
som nypudset kobbertøj i rad og række på en hylde