Uddrag fra bogen:

"En dag ønskede Doktor Faustroll (hvis man vil tillade os
her at tale af personlig erfaring) at være mindre end sig
selv og besluttede sig for at se nærmere på et af elementerne for at teste, hvilke forstyrrelser en sådan forandring i størrelsen ville have for deres indbyrdes forhold.
Til formålet valgte han det materiale, som normalt er flydende, farveløst, ukomprimerbart og horisontalt i små
mængder; som har en krum overflade, er blåt i dybden og
med kanter, der trækker sig frem og tilbage, når det strækkes ud; det som Aristoteles siger ligesom jorden har tyngde; ildens fjende som genfødes af den, når det spaltes eksplosivt; det som fordamper ved hundrede grader, en temperatur, som netop bestemmes af dette faktum, og som i sin faste form kan flyde på sig selv – ja vand, ikke sandt! Og
efter at have formindsket sig til selve indbegrebet af lidenheden, til en mides størrelse, rejste han langs hele et kålhoveds længde uden at tage notits af sine medmider eller af omgivelsernes forstørrelse, indtil han stødte på Vandet.
Det var en kugle, dobbelt så stor som han selv, igennem
hvilken universets konturer viste sig for ham i gigantisk
forstørrelse, mens hans eget spejlbillede, der sås som en
svag refleksion på bladets belægning, forstørredes til hans
oprindelige størrelse. Han gav kuglen et let dask, som når
man banker på en dør: Det udtrukne øje af blødt glas “akkommoderede” som et levende øje, blev presbyopisk, forlængede sin vandrette diameter til en myopisk ovoide,
skubbede Faustroll væk ved hjælp af denne elastiske
inerti og blev atter sfærisk.
Doktoren rullede med betydelig anstrengelse krystalkuglen
over mod en nærliggende kugle, mens han tog små omhyggelige skridt og lod den glide på kålbladets årer som på skinner; da de to sfærer nærmede sig hinanden sugedes de sammen i en spids og den nye kugle, nu dobbelt så stor, skvulpede stilfærdigt foran Faustroll.
Med et spark med spidsen af sin støvle smadrede doktoren
denne uventede manifestation af elementet: En eksplosion
med et voldsomt glimt og et voldsomt brag gav stadig genlyd efter at små bitte nye sfærer, tørre og hårde som diamanter, var kommet til syne og rullede frem og tilbage i den grønne arena, hver af dem trækkende under sig et billede af universets tangentpunkt, forvredet som følge af sfærens projektion og med det fantastiske midterpunkt
forstørret.
Under det hele fulgte klorofylet som en stime af grønne
fisk sine velkendte strømme gennem kålbladets underjordiske kanaler ..."
 
Pressen skrev: 

"En spraglet roman, hvori Jarry hylder åndsfæller som Rabelais og Rimbaud. Lidt indforstået, men et strålende noteapparat supplerer den suveræne oversættelse, der er klar som gin uden at give køb på Jarrys sproglige særheder. Bogen er en uomgængelig dram for alle patafysikere, absintgrøn og dødlækker.
-  Peter Tapdrup Andersen, Information