Jenny Tunedal debuterede med digtsamlingen Hejdade, hejdade sken i 2003 og var en del af den nye fremadstormende digtergeneration, der grupperede sig omkring det sprogmaterialistiske tidsskrift OEI. Sideløbende indgik Tunedal sammen med bl.a. Sara Stridsberg i kvindegruppen S.K.A.M., som offentliggjorde et queerfeministisk manifest, uddelte alternative litterære priser og optrådte med kollektivtekster iført dyremasker og blonde parykker, eller med en nylonstrømpe trukket over hovedet.
Jenny Tunedal har op gennem 00'erne været en markant stemme i den svenske litteraturdebat, både som redaktør for tidsskriftet Lyrikvännen og som kritiker og litteraturredaktør på Aftonbladet.

Om bogen
Digtene mærker sig langsomt frem, bestemte sætninger gentages i forskellige sammenhænge med små variationer, som om deres betydning skal udfoldes forsigtigt, lidt efter lidt. Skråstregerne markerer pauser, men også tvivl: Måske kan ordene byttes ud, måske ikke, måske er alle muligheder nødt til at forblive åbne.
De to hovedspor, som glider ind i hinanden, er krigen og forholdet mellem mor og barn. Krigen kan både opfattes konkret og som en metafor for familierelationen. I familien findes livslange kampe, barnet kan være morens fjende og omvendt, de mest kærlighedsfulde relationer er også de mest konfliktfyldte. Barnets utaknemlige, evige krav på omsorg virker som en slags vold mod moren, samtidig med at omsorgen for den syge mor sammenlignes med vold. Digtene synes at opstille en parallelitet mellem vold og kærlighed, og i jegets intime rum udspiller sig en kærlighedskrig fuld af dødsbilleder, sorg og smerte.

Pressen skrev


Undervejs i læsningen blev træsnittet min yndlingsmetafor for teksterne, de tekster der befolker den anerkendte svenske digter og litterat Jenny Tunedals digtsamling fra sidste år, der i den smukt besørgede oversættelse har fået titlen ’Min krig, suiter’.

Teksterne kredser nemlig i store, kantede suiter om vold og hårdhed, død og nat, drab og straf, frygt og – ja, små fosforglitrende glimt af ømhed og omsorg.

Jeg ser teksten som en stor flade, måske også en kampmark, hvor Tunedal har snittet med skarpt, i en gestus der på skift er brutal og nænsom, og hvor hendes udstrakte brug af skråstreger mellem ordene, og de små sekventielle ryk mellem betydningerne, markerer knivens streger i træet.
- Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken ***** 

Der er krig mellem mor og barn, og på elegant og uhyggelig vis får Tunedal denne krig til at spejle sig i klichéfulde scener fra krigsfilm, som hun skriver om til sidst i bogen. En hård og uafrystelig digtsamling - uden tvivl et skandinavisk mesterværk.

- Olga Ravn, Femina