9 historier om begær - mænd, kvinders, elefanters, rumhundes og andres. Hvad tænkte Norman Bates egentlig da han slog Janet Leigh ihjel? Og hvad tænkte Glenn Gould? Og Hedy Lamarr? Og Jeanne d'Arc? Og Laika?

Pressen skrev:
I sine historier går Haskell bag om de vedtagne sandheder, pirker til myterne og drager ret så friske konklusioner i sine gendigtninger og omfortællinger. Det er elegant, og det er som regel skarpt set, men hvor nogle af fortællingerne leverer gedigne små strømstød af indsigt. John Haskell tager sig nogle gevaldige friheder, gør han! De fleste af dem er ham vel undt, resultatet taget i betragtning.

Kim Skotte, Politiken ****
 
Uddrag fra bogen:

Dette handler om en hunelefant, der blev elektrisk henrettet for hundrede år siden. Hendes navn var Topsy, og hun var berømt på en tid, da elefanter stadig kunne vække forbløffelse hos folk. Desuden var hun i stand til at udføre numre. Hun kunne stå på bagben og løfte forbenene op i luften iklædt et florlet ballerinaskørt. Hun var et trækplaster på Coney Island, og fordi hun var så berømt havde hun sin egen dressør, en mand ved navn Gus, der fodrede hende, badede hende, gjorde rent i hendes bur, og på den måde blev de naturligt forbundet. Man kunne kalde det kærlighed. Gus vidste, at kærlighed er altafgørende i dyretæmning, og derfor hjalp han kærlig-heden frem. Han gav hende bananer, når hun havde været dygtig, som en måde at forstærke deres hengivenhed på. Han havde også en stok han brugte, men fordi forbundetheden mellem dem var altoverskyggende for Topsy, elskede hun ham på grund af bananerne og tilgav ham, når han brugte stokken.
Da hun blev ældre og nyhedsværdien fortog sig, fik Gus andet at tage sig til. Andre og vigtigere dyr krævede hans opmærksomhed, så omkring år 1900 blev hun kun brugt til tungt arbejde. Han havde ikke ligefrem afvist hende – han gav hende stadig mad – men han badede hende ikke, han trøstede hende ikke, og han gengældte absolut ikke hendes kærlighed. Det var det hun ville have; det var det hun var vant til. Når en person bliver vant til noget og det så bliver taget bort, kommer personen ud af balance, og i den tilstand er det ikke svært at blive en smule vanvittig. Topsy blev ikke vanvittig, men hun var såret, og hun var ked af det. Og hun kunne ikke tale om det. Hun havde ikke sprog til det.
Hun kunne tænke og føle, men hun kunne ikke udtrykke sine følelser, fordi sproget inde i hende var et elefantsprog, og desuden jo altså var inde i hende. Eftersom hun ikke var i stand til at kommunikere sine tanker og følelser frem, begyndte hun at handle i stedet. Hun var frustreret over sin manglende evne til at påvirke omgivelserne, og derfor blev hun sværere at arbejde sammen med. Elefanter husker så godt, fordi de gemmer deres oplevelser i kroppen, og de har en stor krop, og hendes store krop var fuld af ubehagelige tanker og følelser. Hun forsøgte at fordrive disse tanker og følelser, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke benægte dem eller ignorere dem, for hun var fuld af dem, bogstaveligt talt.  [...]