Stig Larsson (f. 1955) har siden debuten Autisterna i 1979 udgivet 20 digtsamlinger og romaner plus et antal skuespil og en essaysamling.
Larsson er en temmelig enestående digter i den forstand, at ingen andre skriver som ham. Til gengæld har hans kompromisløse tilgang til litteraturen inspireret mange andre forfattere – også danske. Særligt hans sene digtsamlinger med deres associative tankepoesi Likar (1993) og Matar (1995) og de tre selvbiografiske værker, der fulgte efter – blandt dem Natta de mina (1998)/ Godnat til mine kære – har haft omfattende betydning i hjemlandet Sverige og er også blevet diskuteret i danske sammenhænge.
Af Stig Larsson findes på dansk også romanen Komedien I fra 1989 samt mindre udvalg i bl.a. i Forfatterskolens skriftserie Legenda 4, Ek.Jag.Jeg, fra 2004.

Pressen skrev:
Digtene i Stig Larssons 'Godnat til mine kære' er sprælske, polypagtige, snakkesagelige, pointeløse, ærlige på en nærmest affekteret måde. Bogen er også en ny klassiker.
- Tue Andersen Nexø, Information


Uddrag fra bogen:

Ja, netop. Skal jeg måske tage det som et godt tegn? Det er faktisk lige på minuttet, det ser jeg på mit vækkeur, tolv timer siden jeg mødte G på Prinsen. Ikke at jeg er forelsket i hende på nogen måde – så skulle jeg virkelig have narret mig selv. Ikke fordi jeg stoler helt og holdent på mit indre. Men så meget burde jeg trods alt vide.
I aften følte jeg mig krænket – og det, det er sket så tit nu i den seneste tid. Jeg har tit gået og følt mig krænket. Følt mig bitter, har haft, ja simpelthen hævnfantasier. Det går, sådan føler jeg det, ned ad bakke for mig. Man skal ikke have hævnfantasier, bryder mig ikke om når jeg har det – det sker at jeg har bedt Gud om tilgivelse når jeg har haft det. Selv om nu, det sidste halve år, jeg tror det er sådan cirka det sidste halve år – nej, jeg ved det er sket at jeg ikke har bedt om tilgivelse.
Måske var det det at det var blevet så almindeligt. Måske gør det at jeg ikke længere skammede mig over det. – Nej, skammer mig? – Skammer mig gør jeg ikke, kan jeg ikke. Mener vel snarere: opleve skyld. Tidligere ville jeg, når jeg opdager at jeg har tænkt sådan noget, øjeblikkeligt få skyldfølelser. Ikke over for mennesker måske – jeg har svært ved at forestille mig at jeg kan gøre dem ondt med mine tanker – men, jeg ved ikke, over for Gud. Men nu? – Nej, nu er det ikke sådan, nej.
At hade et menneske. Eller ligefrem leve mig ind i hvordan jeg myrder et menneske.
Alligevel er jeg næsten helt sikker på at jeg, hvis bare jeg lærer hende lidt at kende, kom tilstrækkelig nær, faktisk vil kunne lide personen. Eller, om ikke lide – hvad man nu mener med det? – så dog ikke hade. [...]