Digte af den galiciske poet Emilio Alvarez, som i et bramfrit sprog fortæller om livet med æsel, mor og vinsæk i en landsby i det nordlige Spanien i tiden op til den spanske borgerkrig.

Pressen skrev:
Digtene - overbevisende oversat af Peter Højrup - tegner billedet af den galiciske lilleby Allariz og dens mennesker i tiden op til 30ernes spanske borgerkrig. Synsvinklen er den lettere fordrukne landsbytosses, og det jordnære, direkte tonefald balancerer mellem humor og sørgmodighed. Registreringerne af den skrivendes egen bedrøvelige situation veksler med de ofte ondskabsfulde portrætter af byens beboere, og de lejlighedsvise glimt af glæde er især knyttet til naturen og det stædige æsel, som er Tosse-Emilios bedste ven. »Jeg skriver for at være sammen/ med ensomheden/ på en udholdelig måde«, konstaterer forfatteren meget sigende.
- Jørgen Johansen, Berlingske Tidende ****

[Digtene] udkommer i Forlaget Basilisks Babelserie, der mest består af store, moderne forfattere i små formater, folk som Lorca, Queneau, Breton, Cortazar, Walser, Frisch, Musil, og kan de stå sig der? Det kan de da, også selv om læseren ikke har nogen som helst mulighed for, ud fra bogens indhold, at vide, hvem Emilio Alvarez egentlig er eller var. Måske er der slet ikke tale om en samling digte, men om en roman, hvis hovedperson er digteren Emilio Alvarez.
- Peter Laugesen, Information

Uddrag fra bogen:

Fødselsdag

Mor banker på døren til stalden bag huset
hvor jeg sover med æslet.
”Emilio …” råber hun ” bette-lille Emilio …”
Jeg rejser mig, børster høet af tøjet
og glæder mig over, at vi bor langt fra alfarvej.
”… jeg har suppe til dig” råber hun
”med kartofler, chorizo, blodpølse og bønner”
I dag får jeg lov til at spise med sølvskeen
mor har pudset den og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede:
En mand der har mistet en tand
en på hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de håb og drømme
hans lille tandløse mor engang havde til ham.
Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen, men i vrangbilledets øjne
bor den dreng jeg engang var.
Han kigger på mig fra sølvskeens dyb
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham har jeg ingen dårlige undskyldninger
for ham kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bag min mors hus
min mor som jeg ligger til last
og til sorg, min mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud på ordentlige folk
men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk her på egnen
aldrig fået besked om omfanget af deres enfoldighed
men drengen vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forstille sig
han engang skal forvandle sig til.
Jeg stikker skeen i suppen
og mærker hvordan varmen
springer igennem metallet.