Det er over 100 år siden, at den østrigske forfatter Robert Musils (1880-1942) debutroman udkom på originalsproget og over 40 år siden, at den udkom på dansk i Mogens Boisens oversættelse. Nu er det på tide med en opdateret udgave af denne klassiske dannelsesroman fra 1906 om Törless’ oplevelser på sin kostskole. Romanen er skrevet i et mættet og tætvævet sprog, som tydeligt viser frem mod Musils storværk, Manden uden egenskaber, og er kendetegnet ved en uendelig fintmasket og fintmærkende gengivelse af den unge Törless’ forvirrede følelser, moralske overvejelser og lystblandede væmmelse ved vennerne Reitings og Beinebergs natlige tortur af deres underlegne skolekammerat, Basini. Den store kvalitet ved Musils værker generelt - og ved dette værk - er netop den pågående mikroskopering af selv de allermindste forskydninger i bevidstheden og det prismatiske følelsesliv.

Pressen skrev:
Østrigsk sjælegransker genudgivet på mesterligt dansk (...) Robert Musil mente selv, at romanen om kostskoleeleven Törless foregreb nazismen som psykologisk perversion. Det kan han have ret i. Det er ikke den løsslupne galskab, afstraffelsen og den seksuelle sadisme, der gør bogen uhyggelig. Eller alt det dæmoniske med dens slagskygger og strivrede kød. Det uhyggelige, det oprørende, er Törless’ voksende ro, hans intellekt og kølige selviagttagelse. Hans slutten fred med sig selv og sine forvirringer. (...) Karsten Sand Iversen har tidligere oversat Musils hovedværk, den gigantiske og uafsluttede ’Manden uden egenskaber’, og nu debuten til et rigt – stort og varieret – dansk.
- Thomas Thurah, Politiken ******

Uddrag fra bogen:
"Dét var som om han pludselig var trådt ud i den friske, rolige natteluft. En tid blev alle tanker helt stille. Så kom der en behagelig erindring til ham. Landstedet hvor de havde boet sidste sommer. Nætter i den tavse park. Et stjernesitrende, fløjlsmørkt firmament. Hans mors stemme fra havens dyb, hvor hun spadserede med far på de svagt lysende grusgange. Sange hun sang halvhøjt hen for sig. Men dér ... det jog ham koldt gennem kroppen ... var også denne pinefulde sammenlignen igen. Hvad havde de mon følt ved det? Kærlighed? Nej, denne tanke fik han for første gang nu. I det hele taget var det noget ganske andet. Ikke noget for store og voksne mennesker; slet ikke for hans forældre. At sidde ved det åbne vindue om natten og føle sig forladt, at føle sig anderledes end de store, misforstået af enhver latter og ethvert spottende blik, ikke at kunne forklare nogen hvad man allerede betyder, og længes efter en kvinde der ville forstå det ... det er kærlighed! Men det kræver at man er ung og ensom. For dem må det have været noget andet; noget roligt og ligevægtigt. Mor sang simpelt hen om aftenen i den mørke have og var munter ..."