Osip Mandelsjtam (1891-1938) er ikke bare en af Ruslands største digtere, men skrev også en usædvanlig fortættet prosa, hvilket Det egyptiske mærke (1927) er et glimrende eksempel på.

Oversætter Mette Dalsgaard skriver bl.a. i sit forord: "Det egyptiske mærke (1927) betegnes gerne som Osip Mandelsjtams eneste skønlitterære prosaværk. Hans øvrige prosa, herunder Rejse til Armenien (1923), Tidens støj (1925) og Samtale om Dante (1933), klassificeres som essays. Men igen må man sige, at etiketten er mere bekvem end retvisende. For i Mandelsjtams fortættede ordkunst er grænserne mellem poesi og prosa, fiktion, selvbiografi og refleksion alt andet end tilforladelige.
(...)
Hovedpersonen er en yngre, ugift mand ved navn Parnok. En sommerdag i revolutionsåret 1917 følger vi ham hos skrædderen og frisøren, på vaskeriet og tandlægeklinikken. Her bliver han vidne til et masseopbud af mennesker, som er i færd med at lynche en sølle tyveknægt. Parnoks første indskydelse er at gribe ind, men han indser sin magtesløshed og giver op.
For så vidt er handlingen såre simpel, men når den sammenvæves med barndomserindringer, drømme og digressioner, bliver helheden svimlende."

Pressen skrev:
Splitte mine bramsejl: Russiske Osip Mandelsjtam er vild og barok. Det fremgår af den fremragende oversatte roman ' Det egyptiske mærke'. (...) Alting hopper og springer hos Mandelsjtam, alt pakker sig sammen i rastløse, overlegne ryk (...). For alle, der har fået lidt for meget af den leverpostejfarvede, danske normalvirkelighed - og af sprogets kedsommelige, konventionelle hengliden - anbefales ' Det egyptiske mærke' til indtagelse i små doser, fem sider per dag, helst morgen og sen aften.
Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken *****

Uddrag fra bogen:
"Parnok anråbte den skægløse præst fra Kostroma, som øjensynligt endnu ikke havde vænnet sig til præstekjolen og kom gående med en duftende pakke ristet og malet kaffe i hånden. - Fader Nikolaj Aleksandrovitj, lad os følges ad!
Han trak præsten i det brede, blanke ærme og bugserede ham af sted som et lille skib. Fader Bruni var svær at tale med. Parnok opfattede ham nærmest som en slags dame."