Den ungarske forfatter Géza Csáth (1887-1919) var også dramatiker, musiker og – ikke mindst – psykiater. I sin dagbog beskriver han sin hverdag som læge på et kursted. Csáth er ikke den klassiske, distancerede lægefigur, men tværtimod en manipulerende kvindebedårer, som gang på gang groft overskrider grænsen for hvad en læge kan foretage sig med sine patienter. Derudover er han morfinist, utro og dødeligt jaloux på sin forlovede. Alt dette skriver han ærligt og gnistrende spændingsfyldt om i dagbogen, som er et skiftevis pornografisk, morsomt og rystende dokument om en mand på randen af paranoia.

Pressen skrev:

Csáth var noget af et multitalent – musiker, kritiker, dramatiker, forfatter og læge. Det, der især påkalder sig opmærksomheden i hans dagbog fra 1912-1913, er imidlertid de udskejelser af seksuel og euforiserende karakter, som han åbenhjertigt beretter om. Qua sit virke som læge var han i daglig nærkontakt med både morfin og kvinder. Han betjente sig flittigt af begge dele.
Mikael Busch, Jyllands Posten *****



Læsningen er en raserende oplevelse af dette misbrug af livslyst og energi, af tuberkulosens særlige seksualisering af fantasi og praksis til henrevne skildringer af seksuelle rollespil og grov forførelse i eksklusive blandinger af lyrik og pornografi. Sprogets sanseverden hengiver sig til åbenlys kynisme. (…) hans stærkt underholdende og gysende dagbog falder tilmed fint på plads i disse års behov for intime bekendelser i liv og skrift, grebet, som de bliver, af begærlige hænder, der her vil vende bladene til sidste side. Man kan uden videre tildele Géza Csáth mindst fem plusser eller kryds – eller kors for tanken som anerkendelse af denne dagbog fra hans annus horribilis.
Lilian Munk Rösing har i sin essayistiske efterskrift et godt bud på en fortolkning af den ulykkelige elsker med den uudslukkelige appetit og sit ekstreme udtryksbehov i drift og sprog som en tidens type.

Torben Brostrøm, Information


Uddrag fra bogen:

"Det var i den periode, at jordemoderens datter fra Szklenó, Paula, en søndag kom til min konsultation. Jeg havde behandlet hende tidligere, men det var første gang, hun opsøgte mig alene. Jeg undersøgte hende. Hun smilede indladende. Hendes små, lyserøde, hårde bryster prikkede næsten hul på den grove bondeskjorte. Desuden havde hun tykke, røde læber og et par høneagtige, blågrønne øjne med en anelse svulne øjenlåg. Da jeg lagde øret til hendes snehvide, nøgne ryg, greb jeg mig selv i pludselig at kysse den, derefter hendes bryster og endelig munden. Hun slyngede ivrigt armene om mig og gengældte grådigt mine kys. Den dag var jeg noget pikeret over Olgas lidt smålige brev til mig. Jeg følte mig pikeret over, at det efter så mange anstrengelser stadig ikke var lykkedes mig at lære hende, hvad hun ikke måtte sige, hvilke kvindelige fiksfakserier hun skulle undlade at be-tjene sig af over for mig. – Jeg havde altså intet samvittighedsnag. Jeg tilbragte 1-1½ time med at udveksle kys og kærtegn i den lille Paulas selskab. Imens fik jeg også vished for, at pigebarnet var jomfru, men jeg rettede kun et halvhjertet angreb mod hendes dyd, og eftersom hun gjorde modstand, opgav jeg hurtigt at bruge mere listige kneb eller flere kræfter på det. Som så ofte før undrede jeg mig igen over, hvor hurtigt en pige kan fordærves og gøres til en kvinde, i det mindste i sin sjæl."