Den spanske digter Federico García Lorcas (1898-1936) poetisk kraftfulde tragedie om et bryllup med blodig udgang. I et heftigt, surrelt billedsprog skildres mennesker i et traditionelt samfund, hvor den følelsesmæssige strenghed er knusende, hvor lidenskaben derfor bliver drastisk og ultimativ og hvor ingen kommer til fornuft.

Uddrag fra bogen:
LEONARDO: Siden mit bryllup har jeg dag og nat spurgt mig selv, hvis skylden var, og hver gang jeg tænker på det, dukker der en ny skyld op, som æder den forrige; men skyld er der hele tiden!

BRUDEN: En mand med en hest kan meget og ved, hvordan man plager en pige, der lever i en ørken. Men jeg har min stolthed. Derfor gifter jeg mig. Og jeg lukker mig inde med min mand, som jeg skal elske højere end alt.

LEONARDO: Din stolthed hjælper dig ikke. (Nærmer sig hende.)

BRUDEN: Kom ikke nærmere!

LEONARDO: At tie stille og brænde op indvendig er den værste straf, vi kan give os selv. Hvad hjalp det mig, at jeg var stolt og ikke ville se dig og lod dig ligge vågen nat efter nat? Ingenting! Det gjorde kun branden værre! Og så tror du, at tiden læger og væggene lukker, men det passer ikke, det passer ikke! Når noget trænger så langt ind i os, kan ingenting rive det ud igen!

BRUDEN (skælvende): Jeg kan ikke bære at høre på dig. Jeg kan ikke bære at høre din stemme. Det er, som om jeg drak en hel flaske anis og faldt i søvn på et tæppe af roser. Den drager mig med sig, og jeg ved, den vil kvæle mig, men jeg følger efter.

TJENESTEPIGEN (griber Leonardo i jakkekraven): Vil du så forsvinde øjeblikkelig!

LEONARDO: Det er sidste gang, jeg taler med hende. Du behøver ikke at være bange.

BRUDEN: Og jeg ved, jeg er fra forstanden, og jeg rådner op indvendig, så uudholdeligt er det, og alligevel står jeg her lige så roligt og lytter og ser ham svinge med armene.