En løbsk, fragmentarisk, postapokalyptisk feberdrøm af den amerikanske beatforfatter og delirant William S. Burroughs (1914-1997) om New York i 2014, hvor USA er en totalitær velfærdsstat med et korrupt sundhedsvæsen, en overmedicineret, degenereret befolkning og en vildtvoksende illegal medicinalindustri, som har til huse i det borgerkrigshærgede New Yorks nedlagte subway. 

Uddrag fra bogen:



Karneval i Carrville. En sløv ung aristokrat flyder forbi i en blomsterbåd, hans ene ben er rådnet væk op til knæet, den stump, der er tilbage, fluorescerer i skumringen.
En radioaktiv art, min kære, det er usandsynlig chikt. Violette laguner hvor smaragdgrønne fisk dykker efter månen. Og her er en pragtfuld ung spedalsk i Kleopatra-outfit på sin pram med en lækker Marcus Antonius…
Og hele reservatet er indhegnet og bevogtet. ”Så vi forlader det glade folk i Carrville, som gennem en indre kilde af mod og styrke har forvandlet deres forfærdelige situation til et udbytterigt liv.”
”Er det hvad jeg betaler min skat til? Bøssesexorgier og narkomaner, der stikker sig selv i armen med hash?”
”I vore fantastiske faciliteter – bevilget af den venlige amerikanske regering – behøver vi ikke at bekymre os om røvhuller som dig, der arbejder for føden. Gid du måtte blive skyllet ud i det lokum du er vokset op af.”
Mafiosi læner sig ud ad vinduerne på deres Cadillacs for at spytte skatteyderen i ansigtet.
”Hey dig, du arbejde? Jeg spytte dig i dit grimme fjæs!”
Og mange unge forlanger invalidepension med den begrundelse at de ikke kan sameksistere med ækle skatteydere.
”De gør mig så nervøs, at jeg har været ude af stand til at arbejde. Jeg forlanger fuld pension og regeringens heroinhjælp.”

Pressen skrev:
”William S. Burroughs sparker benene væk under læseren med Bladerunner, en film, en lillebitte, knaldhård og junkmedicineret vision ... Bladerunner, en film er fremragende”.
Tue Andersen Nexø, Information