Mary MacLanes fortælling er formet som en dagbog over et par måneder i den nittenårige Marys liv i 1901 i minebyen Butte, Montana. Den er et selvportræt af en livstræt men yderst energisk teenagepige, der føler sig helt fremmedgjort fra sine omgivelser. Stilen er højstemt – til tider meget langt over grænsen til det svulstige – og MacLane fremstår på én gang naiv, kynisk og skrøbelig. Hun tigger om sympati fra læseren, samtidig med at hun ikke ønsker noget højere end at skabe furore - blandt andet ved sine fantasier om Djævelen.

Pressen skrev:
"Når man læser Mary MacLanes bog priser man sig lykkelig for, at man ikke er teenager for evigt. Og har man en teenager i huset, er det værd at læse bogen, som fortæller, at det faktisk godt kan blive meget, meget værre! Bogen er skrevet i 1901 og er et mærkværdigt bekendtskab. Den er lidt anstrengende i passager, men alligevel meget læseværdigt. Bogen er en af de 'yppigste litterære kulminationer af teenagerens følelsesfuldhed, hysteri, narcissisme, livslede og opkørthed. Alt sammen skruet op på max."
Nanna Goul, Weekendavisen