Den rumænske forfatter Max Blecher (1909-1938) blev kun 28 år. Han led af tuberkulose og var mere eller mindre lænket til sygesengen de sidste ti år af sit liv. Han nåede at udgive to bøger inden sin død, hvoraf Oplevelser fra den umiddelbare uvirkelighed (1936) er den ene. Bogen er et ungt mandligt jegs intense, skarpt sansende og deliriske registrering af omgivelserne og de mennesker og ting der befolker dem.

Pressen skrev:
Smertens sprog virker uforståeligt på den, der ikke har ondt. Men forsøgene på at overskride sprogets grænser prikker til læseren. Verdenslitteraturen rammer dig som en glødende nål.
- Berlingske Tidende *****

Netop sansningen af tingene skaber en "umiddelbar uvirkelighed", der ganske vist ikke altid er reel i ordets banale betydning, men er en irrationel parallel til den virkelighed samfundet forløber i. Hele stemningen i bogen er således en seriel drømmelignende tilstand udstrakt over et ungt liv.
- Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske ******

Uddrag fra bogen:
"Nu var det sikkert: Verden havde en almindelig fremtrædelsesform, som jeg var faldet midt ned i ved en fejltagelse; jeg ville aldrig kunne blive til et træ, aldrig slå nogen ihjel, og blodet ville aldrig strømme i bølger. Alle ting, alle mennesker var lukket inde i deres triste lille forpligtelse til at være eksakte – eksakte og præcise. Det tjente ikke noget formål at tro, at der var georginer i en vase, når det var et tørklæde, som lå der. Verden havde ikke evne til at ændre sig den mindste smule, den var så ynkeligt indelukket i sit pedanteri, at den aldrig ville kunne tillade sig at tage tørklæder for blomster ..."