Luigi Pareyson (1918-1991) var professor i filosofi ved universitetet i Torino og lærer for bl.a. filosofferne Umberto Eco, Gianni Vattimo og Mario Perniola. Frihedens filosofi (1988) er hans afskedsforelæsning. I Frihedens filosofi udnævner Pareyson det til den moderne filosofis hovedprojekt at realisere en frihedens filosofi. Pareyson kæder friheden sammen med tilstedeværelsen af det onde i verden. Tilstedeværelsen af både det gode og det onde er nødvendig for at der kan findes et valg og en vilje til at vælge mellem disse to. Ondskabens mulighed er frihedens grundlag, fordi mennesket får friheden til at vælge det gode og fravælge det onde. Forord ved Søren Gosvig Olesen og efterskrift ved Per Aage Brandt.


Pressen skrev:
Når den italienske filosof Luigi Pareyson ud af grundklodserne ’friheden’ og ’intet’ udleder et Gudsbevis og en modgift mod ’det onde’, forekommer det mig i hvert fald at være både uendelig poetisk og uendelig vedkommende.
- Lilian Munk-Rösing, Information

Uddrag fra bogen:
Forud for Friheden er der ikke noget andet end Friheden selv: den er sin egen indstiftelse. Det, der karakteriserer den, er dens begyndelses pludselighed: Friheden fortsætter ingenting, der går forud for den. Intet af det, der går forud for den, forklarer dens komme. Den viser sig som en stejl og glat væg uden nogen form for holdepunkter. Den tiltrækkes ikke af nogen forventning, og ingen forberedelse foregriber den. Friheden er ren frembryden, uforudsigelig og uventet som en eksplosion. Det er denne pludselige karakter, der hentydes til, når man – som det oftest sker – taler om ”Frihedens Intet”.