Alt det krat, alle de buske med undertitlen en historie om min far er en tæt, voldsom bog om et gult murstensbyggeri, et trafikuheld, et børneværelses inventar, en ekspanderende skov, en bunke roer, en dyrelignende ryg og to metamorfosiske personer, jeg og du.

Maria Dixen er født 1973 og debuterer med denne bog.

Uddrag: 
"Jeg forestiller mig, at jeg vil rekonstruere mit eget trafikuheld, siger du og siger: Jeg skal bruge en bil, en sneplov, en mark og en landevej. Det skal være mørkt, eller bare sent på aftenen. Der skal ikke være gadelygter på landevejen. Der skal være én gadelygte på landevejen, men den skal ikke være tændt. Eller rettere, den skal være tændt. Men kun lidt. Jeg skal bruge en rabat. En landevejsrabat. Det skal være den, der adskiller landevejen fra marken. I rabatten skal der ikke være andet end ukrudt, men det kan du ikke se, fordi det sner. På marken skal der ligge nogle roer. De skal både ligge i rabatten og på marken. Der skal også ligge et par roer på landevejen under gadelygten. Den ene roe skal være ødelagt, og der skal kun ligge en halv. Den anden roe skal være hel og ligge nærmest gadelygten. Det skal være frostvejr. Det skal også være snevejr, for det skal både være frostvejr og sne.
Vi kan også gøre det til sen eftermiddag. Nu kommer jeg kørende. Jeg kommer kørende derovre fra. Når du ser mine billygter, skal du være parat. Jeg kommer kørende deroppe fra. Jeg har lygterne tændt. Jeg har også lyset tændt inde i handskerummet. Det står åbent. En lille pære lyser rummet op. Der er også lys i instrumentbrættet. På gulvet ved passagersædet ligger din blå hue. På sædet ligger et par brune handsker.
Nej, jeg har de brune handsker på."

Pressen skrev: 

"Sprogets greb iscenesættes som teatereffekter eller filmtricks, og deres performative kraft er hele tiden en del af undersøgelsen. Uden at ville diskvalificere autofiktive gebærder og store følelser i almenhed, så oplevede jeg det som en stor befrielse igen at læse erindringslitteratur, der er billedbåret og ikke bekendende og omstændeligt forklarende.
Lidt som i de cool 90' ere, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde savnet, er Dixens kortprosa bygget op omkring intensiteter snarere end eksplicitte, færdigtyggede følelser, som pensles ud"
- Solveig Daugaard, Information