En roman om en forfatter der ikke ligner Hemingway så meget som han selv tror. Til gengæld elsker han Paris, bor hos Marguerite Duras og spekulerer over begrebet ironi.
"Den catalanske forfatter Enrique
Vila-Matas
kaster sig pladask ud i Hemingways parisermyte, som vi kender fra den
legendariske posthume erindringsbog Der er ingen ende på Paris. I en
henrivende morsom, picaresk og intellektuel
leg, der vedkender sig arv og gæld med samme overgivelse, som Woody
Allen lagde for dagen i den skønne tidsrejse Midnight in Paris, dyrker
han ikke alene myten, men også myten om myten.
Alene titlen, Der er aldrig nogen ende på Paris, er så leflende for Hemingway, at vi forstår
Enrique Vila-Matas' betingelsesløse underdanighed.
Hans essayistiske roman er en lille
genistreg om en mand - forfatteren selv - der skal holde en række
forelæsninger om begrebet ironi (nej, Kierkegaard bliver ikke nævnt).
Bogen udgøres så af forelæsningerne,
eller måske snarere af noter og overvejelser til forelæsningerne, samt
en metafortælling om både forelæsningerne og forfatteren selv, samt -
ikke mindst - hans erindringer om da han som ung boede i Paris og skrev
på en roman, Den lærde morderske. Hvis det lyder selvhøjtideligt, kan
jeg forsikre, at
Enrique Vila-Matas punkterer sig selv med eftertrykkelighed."
