Fleur Jaeggy, født i Zürich, bosat i Milano, er en italiensksproget
schweizisk forfatter, oversætter og essayist. Hun debuterede i 1968 med
bogen Il dito in bocca og har siden udgivet syv skønlitterære bøger. Tugtens lykkelige år fra 1989 blev Fleur Jaeggys gennembrudsbog og er udgivet i 22 lande. Den foregår på en kostskole for piger i Schweiz. Jegfortælleren har tilbragt sin opvækst på kostskoler og har udviklet en præcis og sylespids aversion med skolernes hierarkier og fanatismen hos de professionelle opdragere. Romanen kredser om jegfortællerens venskab med den elegante, kølige, fjerne og intelligente Frédèrique. Deres venskab er intellektuelt, intenst og overspændt. I periferien huserer også den korpulente og myndige forstanderinde, en munter belgisk pige med en solbrændt daddy som kurtiserer kostskolepigerne. Og Appenzells dødlignende idyl bag kniplingegardinerne. Jaeggys prosa er raffineret, ulmende og underspillet. Sval og dog stilfærdigt voldsom. I Politiken giver Benedicte Gui de Thurah Huang bogen seks hjerter og skriver: "Jeg mindes ikke i andre bøger at have fundet en så præcis
skildring af venskab mellem piger som i Tugtens lykkelige år. (...) Fleur Jaeggy skriver både klart og stilliseret om
et raseri, som ikke kan få ilt. Og i raseriets sted tager melankolien og
masochismen over. Det gør Tugtens lykkelige år til en helt urimeligt
god roman." https://politiken.dk/…/Dette-er-en-urimeligt-god-roman-om-f… Uddrag fra bogen:
”Kunne De ikke give mig et andet
værelse? Jeg vil gerne sove i de stores hus”. Forstanderinden
havde hilst venligt på mig og spurgt mig om jeg også den dag havde
været ude at gå tur med min veninde Frédérique. Det var som om
hendes stemme satte sig ned da den udtalte ordet ”veninde”. For
forstanderinden udgjorde Frédérique og jeg altså et par. ”Vi er
tilfredse med at De har fået en veninde. Men De kommer ikke til at
skifte værelse. Det har været bestemt fra begyndelsen. Der kommer
breve fra deres mor i Brasilien, og også Deres mor er tilfreds med
Deres værelseskammerat”. Tilfredshederne må ophøre. Hendes
fordærvede øjne, pudderet og den blå spadseredragt med broche
nærmede sig. Hun strøg mig over håret med en vag bevægelse. Hos
nogle kvinder får sminken huden til at slå revner. ”Danke, Frau
Hofstetter”. Man må altid takke, også når man får et afslag.
Opdragelsen lærer én at takke med et smil. Et forbandet smil. Der
er på en eller anden måde noget lighusagtigt i kostskoleelevernes
ansigter. Eller en fært af lighus også i selv det yngste og
yndigste pigebarn. Et dobbeltbillede, anatomisk og antikt. I det ene
billede løber og ler hun, i det andet ligger hun på en seng under
et ligklæde af kniplinger.
|