”Kunne De ikke give mig et andet værelse? Jeg vil gerne sove i de stores hus”. Forstanderinden havde hilst venligt på mig og spurgt mig om jeg også den dag havde været ude at gå tur med min veninde Frédérique. Det var som om hendes stemme satte sig ned da den udtalte ordet ”veninde”. For forstanderinden udgjorde Frédérique og jeg altså et par. ”Vi er tilfredse med at De har fået en veninde. Men De kommer ikke til at skifte værelse. Det har været bestemt fra begyndelsen. Der kommer breve fra deres mor i Brasilien, og også Deres mor er tilfreds med Deres værelseskammerat”. Tilfredshederne må ophøre. Hendes fordærvede øjne, pudderet og den blå spadseredragt med broche nærmede sig. Hun strøg mig over håret med en vag bevægelse. Hos nogle kvinder får sminken huden til at slå revner. ”Danke, Frau Hofstetter”. Man må altid takke, også når man får et afslag. Opdragelsen lærer én at takke med et smil. Et forbandet smil. Der er på en eller anden måde noget lighusagtigt i kostskoleelevernes ansigter. Eller en fært af lighus også i selv det yngste og yndigste pigebarn. Et dobbeltbillede, anatomisk og antikt. I det ene billede løber og ler hun, i det andet ligger hun på en seng under et ligklæde af kniplinger.