Titlen lyder af noget pænt, næsten småborgerligt. Sådan er bogen bare ikke, viser det sig, da den udkommer. Finnen, der hedder Pentti Saarikoski, skriver om det største og det mindste, en hel masse om sine egne genitalier og hustruens ditto, refleksioner over gud og livet og litteraturen og den kommunisme, som han har sluttet sig til, selv om netop han, den uregerlige, melankolske og sproggeniale drukmås, næppe er idealet af en troende partisoldat. Han skriver, og han redigerer ikke i det, han skriver, og teksten er uden ophold, uden indrykninger. I løbet af få sætninger når han fra det ene til det andet. Sammenhængen ligger i skriften. (...) »Brev til min hustru« er nu kommet på dansk, på Forlaget Basilisk, og tilmed på et dejligt dansklydende dansk, tilsat den rette duft af fritflydende, finsk fortvivlelse. Det klinger helt rigtigt, det klinger faktisk forrygende fint.

- Søren Kassebeer, Berlingske Tidende ******

"Jeg sidder i Ormonds bar. Jeg er sulten. Jeg kan ikke skrive. Jeg drikker gin. Jeg kom tre breve i postkassen, jeg ved ikke, om der ligger et brev i dem alle sammen. Hvis du får en tom konvolut, er den fra mig. Jeg er blevet fuld. Jeg kan ikke læne mig forover, for så vælter jeg omkuld. Nu er det morgen. Jeg er ædru igen. I går aftes blev jeg siddende i baren endnu nogen tid efter, at jeg havde stukket kladdehæftet i lommen. Ude på gaden kunne jeg ikke holde balancen, jeg stødte ind i mennesker og lygtepæle og parkerede biler, jeg kunne ikke skelne hårdt fra blødt eller levende fra dødt, jeg var længe om at finde natklokken, jeg kunne ikke finde ud på toilettet, jeg troede, at jeg havde fundet det, men det var kosteskabet, jeg pissede, og da jeg skulle trække i snoren, fik jeg et kosteskaft i hånden. Jeg aner ikke, hvordan jeg fandt ind på mit værelse. I dag skinner solen. Alle ser glade ud, de kønne piger er kønnere, end de plejer at være, selv politibetjenten ligner en ven."