Frank O'Haras poesi er ligefrem og spontan. Den er også indimellem ekstremt lærd, men med en udtalt modstand mod den opblæste, akademiserende digtning som var fremherskende i hans samtid. Digtene er ofte skrevet i frokostpausen, i breve, midt imellem møder eller under dem. Han er atypisk på den måde, at han bedst kunne lide at skrive når der var andre omkring ham. Mange af digtene er ofte direkte henvendelser til venner eller litterære forbilleder. I sit manifest Personisme, proklamerer O’Hara ligefrem (med et glimt i øjet) at en telefonsamtale kan gøre det ud for et digt “Digtet befinder sig endelig mellem to personer i stedet for mellem to sider“. Hvis man ser ud over dagens litteraturlandskab, hvor digtere bruger blogs, twitter og facebook til at kommunikere direkte med deres læsere, kan denne poetik virke nærmest profetisk. Bogen indholder et udvalg af digte fra hele O'Haras karriere.
Pressen skrev: Forlaget
Basilisk længe leve. O’Haras poesi, der er stuvende fuld af New York og
amerikanere, også når forfatteren strejfer om i Paris, dyrker en
slentrende spontanitet, hvor gadernes, mødernes og festernes
øjebliksbilleder løber sammen med pludselige indskydelser og referencer
til et hav af skikkelser fra den amerikanske litteratur-, kunst- og
filmscene. »Nu hvor jeg går rundt ved frokosttid« begynder et digt meget
karakteristisk. Der er både Beat Generation, Pop Art og cocktail
party-replikker i Frank O’Haras henslængte tekster, og lige under
overfladerne sker en hel masse. »Det er næsten meget vigtigt«, lyder den
sigende replik fra digteren.
-Jørgen Johansen, Berlingske Tidende *****
Digt
Lana Turner er kollapset!
Jeg travede af sted og pludselig
begyndte det at regne og sne
og du sagde det haglede men
hagl rammer en på hovedet
hårdt så i virkeligheden sneede det og
regnede og jeg skyndte mig sådan
for at møde dig men trafikken
opførte sig præcis som himlen
og pludselig ser jeg en overskrift
LANA TURNER ER KOLLAPSET!
der er ingen sne i Hollywood
der er ingen regn i Californien
jeg har været til masser af fester
og opført mig fuldkommen skandaløst
men jeg er aldrig decideret kollapset
Åh Lana Turner vi elsker dig op at stå
|