| Om bogen: I de fire fortællinger, der udgør Dukkerne, plages personerne af uforklarlige sygdomme, bylder, lammelser og frostskader. De befolker en traumatisk verden, hvor flugt, flygtninge og forsvar er blevet eksistensens grundvilkår - hvis man altså vover sig udendørs. En storesøster går i hi i en kælder. En anden søster fornægter sin lillebror. En tredje søster med hukommelsestab er på flugt og søger ly hos Notpla. Et fjerde søskendepar rejser mod Ungarn med deres afdøde mor i en kiste og har forskellige udgaver af deres mors historie. Der er i det hele taget ikke noget, der er sandt længere. Alt kan jo være propaganda i dag. Pressen om bogen:
»På grund af den scaveniuske stil og metode bliver disse allegoriske sætstykker effektivt og grundigt, nærmest klaustrofobisk intimiderende. Jo mere og længere fortællingen sidder fast i sit mørke morads, jo mere djævelsk oplever læseren sin egen indespærring. (...) Titelfortællingen er den stærkeste, mest hjemsøgende fortælling i samlingen, men jeg er også betydeligt vild med og skræmt over de tre øvrige fortællinger.« - Lars Bukdahl, Weekendavisen »Frem for alt er Scavenius
sin egen, med en prosa båret af sansninger og stemninger. Selv om hun
selvfølgelig ikke er uden forgængere her til lands, er det virkelig
fedt, at Scavenius' bøger så lidt ligner anden dansk litteratur, der bliver skrevet for tiden.« - Mikkel Krause Frantzen, Politiken
»Scavenius' underlige og dystopiske fortællinger er svære at lægge fra sig og leder tankerne mod både historiske forbrydelser og aktuelle kriser. (...) Fortællingerne i Dukkerne er velkomponerede og chokerende. Teksterne er kompromisløse i deres insisteren på at beskrive uden at forklare. Eller sagt på en anden måde: Historierne føles som vidnesbyrd fra personer, som ikke selv forstår, hvad der foregår. (...) Der er enkle, nøje udvalgte detaljer og helt klare billeder.« - Kristin Vego, Dagbladet Information | 
